Flugt – Museum ved Oksbøl

Onsdag den 28. september Pris pr. person fra kr. 765,-

Flugt – Museum ved Oksbøl

Her er chancen for at besøge det spændende museum Flugt i Oksbøl, som bliver verdens første museum for flygtningehistorie. Et museum, som forener historie og fantastisk arkitektur i verdensklasse. Museet er tegnet af Bjarke Ingels Group, og ligger, hvor den gamle flygtningelejr for tyske flygtninge lå. I plantagen kan man stadig se rester af flygtningelejren, bl.a. kirkegården og lazarettet.

Fra februar til maj 1945 ankom mere end 200.000 civile tyskere til det besatte Danmark efter en dramatisk og til tider voldsom flugt. Det sovjetiske angreb på Nazi-Tyskland i Anden Verdenskrigs sidste måneder havde fordrevet millioner af tyskere fra deres hjem.
I 1945 blev Danmarks største flygtningelejr etableret i Aal plantage i Oksbøl. Her boede 35.000 tyske flygtninge efter Anden Verdenskrig.

Men store flygtningestrømme hører ikke kun historien til. Også i nyere tid har krig, hungersnød og naturkatastrofer sendt millioner af mennesker på flugt fra f.eks. Vietnam, Bosnien og Syrien.

For hvert menneske på flugt gemmer der sig en unik historie. Det er de historier, du kommer til at opleve i FLUGT.

Efter en fælles introduktion til museet, får alle udleveret en audioguide, som på bedste vis fører dig igennem udstillingerne med et væld af spændende historier og baggrundsinformation. Undervejs bliver der tid til at fordøje de mange indtryk med en hyggelig frokost, og bagefter vil der være mulighed for en guidet tur på kirkegården.

Efter fælles frokost kører vi til Aal Kirke i Oksbøl, som er kendt for sine kalkmalerier, der stammer fra det 12. århundrede. På tårnet står årstallet 1767, som er det år, hvor kirkens tårn blev revet ned i halv højde.

Midt på eftermiddagen er der afgang og vi nyder kaffe og kage ved bussen inden vi ankommer til Fyn.

Posted in Danmark, Endags-ture and tagged , , , , , , , .