Slotsferie i det franske højland

Afrejse 13. september
7 dages busrejse - pris pr. pers. fra kr. 6.995,-

Slotsferie i det franske højland

Ser man på et kort over Auvergne, vil man opdage en koncentration af veje markeret med grønt. Det betyder, at det er veje, som går gennem særligt smukke landskaber. Auvergne var i århundrede afskåret fra resten af Frankrig og de begivenheder, som udspillede sig på den anden side af områdets ydre grænser.
Den dag i dag bærer den natursmukke egn med de høje bjerge og de dybe dale stadig præg af fordums isolation ved at være noget ganske for sig selv. Auvergne tæller adskillige vulkaner, som var aktive for 8.000 år siden. Vi besøger en vulkanpark, som med sine 400.000 ha er Frankrigs største fredede naturområde.
Undervejs bliver vi præsenteret for Auvergnes kulinariske specialiteter, når vi besøger et osteri og en vinbonde.

Dag 1
Med tidlig afgang fra Danmark ankommer vi til vores overnatningshotel i Midttyskland. Fælles middag.

Dag 2
Efter morgenmaden kører vi til Frankrig og sidst på eftermiddagen ankommer vi til byen
Bourbon-l’Archambault, hvor vi skal bo på det trestjernede hotel ’Montespan Talleyrand’ – et restaureret slot fra det 15. århundrede. Hotellet har swimmingpool og en dejlig solbeskinnet terrasse, og hotellets restaurant sætter en ære i at servere velsmagende retter fra det regionale køkken.
Eftersom det er et gammelt slot, må vi forvente, at ikke alle værelserne er ens. Dog har alle værelser både bad, toilet og tv.

Dag 3
Vi begynder dagen med at se på vores værtsby. Området er kendt for sine mange Bourbon-slotte, og vi skal bl.a. se slottet Bourbon-l’Archambault fra det 11. årh., som har haft en vigtig rolle i Frankrigs historie.
Auvergne er ikke kun kendt for sine slotte og domkirker men også for sine vine, som er noget anderledes end andre franske vine på grund af den lavaholdige jord. Dette vil vi opdage, når vi besøger en vinbonde og smager på hans vin.

Dag 4
Midt på formiddagen kører vi til Clermont-Ferrand – regionens hovedby. Den bestod oprindeligt af to byer indtil 1630, og der er en stor kontrast mellem den del af byen, hvor vi finder gummi- og dækvirksomheden Michelin, og det gamle renæssancekvarter i centrum. Her finder vi den smukke gotiske domkirke opført i sorte lavasten.
Vi forlader byen efter frokost og kører til den søvnige lille landsby St. Nectaire, som ligger smukt i en grøn dalsænkning og er kendt i hele Frankrig for sin særprægede, men yderst velsmagende ost af samme navn. Vi skal selvfølgelig smage en af disse fremragende oste, inden vi forlader området.

Dag 5
Auvergne er en af de tyndest befolkede egne i Frankrig, og netop derfor finder vi her vældige landskaber med uberørt natur. På dagens udflugt skal vi se nogle af de 112 uddøde vulkaner, som ligger på en 30 km lang række, og som for 6 mio. år siden var ildsprudende. Disse kan ses fra egnens højeste og mest kendte vulkankegle Puy-de-Dôme, hvor vi også finder ruinerne af et gammelt romersk Merkur-tempel.
Vi skal naturligvis derop, og hvis vejret er med os, vil det være muligt at se den fantastiske udsigt ned over det vidtstrakte landskab.
Senere besøger vi den store vulkanpark, som åbnede for en snes år siden. Her tager vi på en rejse ind mod jordens centrum og ser, hvordan en vulkan opstår, og hvad der siden sker.

Dag 6
Efter en dejlig morgenmad – pakker vi kuffert og forlader hotellet. Vi kører til Reims, hvor vi ser domkirken, hvor de franske konger blev kronet. Frankrig har mange storslåede bygningsværker inden for gotikken, men denne hævder sig som en af de smukkeste. Det varede næsten hundrede år, før kirken stod færdig, men så var det endelige resultat også præget af en udsøgt harmoni og skønhed.
Herfra fortsætter vi til vores overnatningshotel og fælles middag.

Dag 7
Efter en nats søvn fortsætter vi til Danmark og med et kort stop ved grænsen, ankommer vi sent til vores hjembyer.

Posted in Busrejser, Frankrig, Kulturejser and tagged , , , , , , , , , , , , .