Lyon – Gastronomi og silke

Afrejse den 15. september
4 dages flyrejse  - Pris fra kr. 5.495,-

 

Lyon - Gastronomi og silke

’Gastronomiens og silkens hovedstad’ kaldes Lyon, Frankrigs næststørste by, som er målet for en kombineret fly- og busrejse, hvor vi kommer til at bevæge os længere sydpå – derned, hvor man begynder at møde de typiske provencalske produkter. Det er også her, vi møder silkens historie fra larve til garn og smukke stoffer.
Lyon er en spændende millionby med en 2.000 år gammel historie og mange minder om byens glorværdige fortid. Fourvière-højen med det antikke romerske rester, et enestående og meget velbevaret renæssancekvarter, der i 1998 blev udnævnt af Unesco som kulturmindesmærke samt la Croix Rousse, silkevævernes kvarter.
Lyon er også kendt for at være en by, hvor gastronomien, det ægte franske køkken, trives i bedst velgående. Flere af Frankrigs største kokke har hjemme her på egnen – og mange af de ’listige små steder’ sætter en ære i at leve op til byens gastronomiske ry.

Dag 1
Afgang med fly fra Kastrup midt på eftermiddagen og efter få timer lander vi i Lyon, hvorefter vi kører til vores centralt beliggende hotel. Efter indkvartering er der tid til at se sig omkring inden fælles middag, som vi spiser sammen på en ”bouchon”, hvor der serveres det traditionelle franske familiekøkken i hyggelige omgivelser.

Dag 2
Vi starter dagen med at besøge et af Lyons mest berømte fødemarkeder – Paul Bocuse, som åbnede sine døre i 1859. Markedet har et internationalt ry for at kunne tilbyde den allerbedste gourmetmad og en række af de fineste kvalitetsfødevarer.
Efter fælles frokost på en typisk lokal restaurant fortsætter vores rundtur til fods i det smukke Renaissance-kvarter – enestående i Europa og kendt for sine ”smutveje”, les Traboules, der går gennem de gamle ejendomme. Vi tager tandhjulsbanen op til Fourvière-højen (295 m), hvor Basilikaen – Lyon-borgerne foretrukne kirke – ligger.
Resten af dagen til oplevelser på egen hånd samt middag.

Dag 3
Efter en formiddag på egen hånd besøger vi en lokal konditor, som inviterer os indenfor i sit atelier, hvor chokoladen og hans vidunderlige konditorkager bliver til. Her ser vi bl.a. hvordan nogle af Frankrigs bedste konditorer indenfor håndværksfagene, ’Meilleur Ouvrier’ arbejder.
Eftermiddagen står i silkens tegn! Vi starter med et besøg i kvarteret Croix Rousse, hvor dygtige håndværkere opfandt de berømte Jacquard-væve, der gjorde de franske silkestoffer fra Lyon verdensberømte i sidste århundrede. Vi besøger et væveri, hvor der stadig væves stoffer til de franske modeskabere og et værksted for silketryk. Vi slutter besøget på ”vævernes hus”, hvor de gamle silkestoffer er udstillet.
Vi slutter aftenen med fælles middag på en af de typiske bouchon-restauranter, hvor vi oplever en hjemlig atmosfære og forkæler smagsløgene med Lyons klassiske egnsretter.

Dag 4
Efter morgenmaden kører vi sydpå til Valence, hvor vi besøger chokoladehuset Valrhona. Efter en rundvisning og smagsprøver, besøger vi en lokal nougatproducent. Her hører vi om nougatens historie og smager områdets specialitet nougat, kendt i hele Europa. Med bagagen fuld af oplevelser, kører vi til lufthavnen i Lyon, hvorfra flyet letter sidst på eftermiddagen.

Posted in Flyrejser, Kulturejser, Storbyer and tagged , , , , , , , , , , , .